Hoffmann
Min far Richard Hoffmann blev født den 11.3.1910 i Bad Reinerz kreis Glatz (Schlesien). Om min fars familie kan jeg ingenting fortælle. Jeg ved kun at der var et bilværksted og at min far blev uddannet som mekanikker, og så ved jeg at han har en søster. Min mor Elisabeth Antonie Hoffmann-(geb.Leiter) blev født den 29. 11.1912 i Ryckers kreis Glatz.( Schlesien).
Om mors familie kan jeg fortælle at man havde landbrug og kro.
Min mor havde en bror som blev født 18.2.1911 og hed Fritz Leiter. Han blev uddannet som glasschleifer. Min mormor døde som ung mor, og morfar giftede sig igen, der blev født en halvbroder som hed Jorg Leiter. Min mor fik ingen uddannelse,
men hun arbejdede meget i de mange Kurbadeanstalter som er i Bad Reinerz.
Far og mor blev gift den 12. juni 1937 på Rådhus i Bad Reinerz.
De flyttede til Breslau i et hus in der Augustastrasse. Far arbejdede som mekanikker. Mor fandt arbejd i tekstilindustrien. Den 25.12.1937 blev min bror Klaus Hoffmann født.
Og jeg Erika Renate Hoffmann blev født den 9.3.1939. Vi børn kom i børnehave!
Desværre husker jeg ikke ret meget til den by som skulde have været så smuk, med
Rådhuset, Elisabethkirken og st. Johannes Katedralen. Jeg husker det store hus, vi boede i, og den lille mørke have. Min far elskede at lave Legetøj til os, et toetagers
Dukkehus med elektrisk lys og løbende vand. Min mor syede gardiner og tøj til dukkerne. Min morbror var meget på rejse og hver gang han kom hjem, havde han noget med til os. Klaus fik en gang en dejlig rød sportsvogn som man kunne side i. På samme måde fik vi den store bamse som skulle komme til at betyde så meget for os. Jeg var bange for den fordi den var så stor Af og til var vi på besøg hos morfar på landet. Det var altid spændende at gå på opdagelse, i sær kan jeg huske at Klaus var kommet op i klokketornet, og var begyndt at ringe.  
 
Far blev indkaldt, og skulle til fronten, Mor var nu alene med min bror og mig. Krigen kom nærmere og det blev svær for mor.
 
Det var en udsevanlig hårdt vinter 1944-45 da de første ordre om evakuering kom. Da troede mor ikke på det, men da de første angreb på Breslau kom og vi måtte i beskyttelsesrum, blev hun klar over, at det var alvor.
Med det sidste tog, tog hun af sted! Hun anede ikke hvor det gik hen, det var en militærtransport til fronten, der var ikke andre muligheder. Af bagage havde vi kun det vi kunne bære! Smykker og penge var blevet gemt i min bamse i skoene var der penge. Klaus havde et gammelt kukur i sin rygsæk som gav sig til at slå til stor fornøjelse.
Soldaterne var søde, de sang (Auf der Heide blyt en kleines Blymelein,) og andet.
Vi havnede ved grænsen til Sudeterlandet, og kom i opsamlingslejer.            
Det var en barsk opvågning, i en fabrikshal med hundrede af kvinder, børn, og gamle mennesker var der stillet tre etagesenge! Jeg blev syg, og blev i den grad overfaldet af utøj, at man gav mig skinner på armene fordi jeg ikke skulde klø mig. Vi skulde ud af lejren hurtigst mulig! Mod bestikkelse lykkedes Mor at finde nogle der kunde hjælpe os over grænsen til Tjekoslovaki.
Det må have været forår, fordi jeg husker at vi blev vasket i en bæk og tøjet hængt til tørre. På en bondegård fik vi lidt mælk serveret i en mælkejungelåge.
Mor havde familie i Waldheim i Sudeterland som hun vil søge ophold og arbejde ved. Familien havde kro, og vi fik lov til at blive i et udhus.
Mor arbejdede i køkkenet, og vi måtte lege og klare os selv. Der var en lille bæk som vi badede i, på en skrant bag huset så vi tid slanger som jeg var bange for. Men det var ikke det eneste jeg frygtede, de tjekkisken drenge var grove ved os, og når jeg skulle købe ind, blev jeg tid vartet op af de bøller.
Vi var i Waldheim ca. to år, da de Russiske tropper indtog Sudeterland med plyndringer og voldtægt. Vi måtte søge tilflugt i skoven til de var passeret flere gange.
Mor blev gravid og måtte have kejsersnit. Da hun kom hjem med den lille var situationen bleven den, at alle tysker skulde forlader Tjekkiet!
Der var udrejsetilladelse til dem der havde et erhverv. Mor lånte et symaskine og påstod at hun kunde ernærer sig selv. Jeg husker stadig den kamp for at vi kunde komme med den kreaturtransport der skulde køre os igennem det sønderbombede tyskland til Meklenburg. Det var forfærdeligt, den lille nyføjte skreg ustandseligt mor havde fået brystbetændelse, so hun fik af togføreren lav til at hente mælk på en gård, og varme det i lokomotivet. Den lille døde under transporten! 
Transporten forgik om natten, og om dagen blev der oprettet lejer hvor der blev savet, vasket, og vi fik nød rationer udleveret for de rationeringsmærker som vi havde. Vi kom igennem tyskland med livet i behold. I Falkenhagen i Meklenburg blev vi indkvarteret på en gård. Livet på landet gjorte os godt, mor syede for folk, og vi begyndte i skolen.
                               
Far som var med I kamp for Fæstning Breslau, var blevet ramt af en granatsplint og kom på laseret!
Om hans familie havde overlevet, og hvor vi eventuelt var, vidste han intet om. Da han blev udskrevet havde Russerne meget brug for ham, da han var schlossermeister! Han kom på et værksted i Lohmen In der Sachsischen Schweits.
 
Efter krigen gik røde kors i gang med at finde overlevende og føre familier sammen. Min mor fik at vide at far har overlevet og lever i Lohmen in der Sæchsischen Schweiz, der dengang stadig var under russisk kommando. Mor besluttede sig til at flytte til Lohmen.
Der var en lille loftlejlighed over værkstedet som vi kunne flytte i.
Vi havde intet, og jeg kan huske at når russerne havde høstet de store marker gik kvinderne ud og samle aks på marken. Det var forbudt, men man gjorde det alligevel. Men en gang gik det galt, russerne kom tog det hele og satte kvinderne i fængsel. Det var forfærdelig, min bror og jeg gik rædselsslagen til far, men det kunne han snart gøre noget ved, han vil nedlægge arbejde hvis mor ikke omgående kom hjem. Det hjalp! Siden har vi kun mødt stor hjælpsomhed fra russernes side. Jeg kan huske at vi fik en stor nytårskarpe som kom levende i vores badekar.
Det er også fornøjelig at tænke på at mor havde lavet en sofa af madrasser og lagener. Det skulle se ordentligt ud. Men da russeren (som vi kaldte fliegenschis)
Satte sig i den gik han på enden med benene i været.
Vi gik i skolen og lærte selvfølgelig russisk.
Far og mor havde problemer, far som havde fået at vide at vi ikke havde overlevet evakueringen, havde fundet en dame som han var glad for.
Der blev stillet os en ny bolig til rådighed i Dürröhrsdorf in der Sachsischen Schweits. Far flyttede også til nyt Arbejde.
Mor syede og reparerede og syede om, der var nok at lave. Også fandt hun ud af at der var mulighed til at indrette en stald til en ged som kunne forsyne os med mælk. Geden kom til at hede Resi. Den havde store horn og bjælder under hagen. Vi var alle bange for at den vil stange os, så den fik store gummipuffer på hornene. Det gik godt med Resi, den nedkom med et dejligt gedekid. En dag kom far hjem med en lille hare, den fik lov til at bo inde ved os. Den elskede at ligge ved kakkelovn, og var ikke meget for at flytte sig. Men en dag, den var alene hjemme, åd den alle blomster i vinduet, og rev gardiner i stykker. Nu måtte den ud og bo hos geden, den løb væk, og kom mange gange tilbage. Der var ikke plads nok til to geder i stalden, så Resi måtte sælges! Men det gik ikke, den døde af længsel.
Når jeg nu tænker på den tid, så var det en god tid. Der var rige vintersport muligheder, lige udenfor døren var der en vej som gik ned til en dal. Det var forbudt at kælke der. Men hele landsbyens ungdom mødtes der om aften til vintersport. Af og til blev vores slæder taget af politi, så måtte vi selv hente dem igen. Om sommeren badede vi in der Vesenitz.
 
Men så blev mor syg og måtte have en basadovoperation. Klaus og jeg kom på børnehjem. Mor var meget syg, og man var bange for at hun ikke kunne klare det. Klaus og jeg blev sendt med tog til sygehuset, vi måtte ikke besøge mor, vi stod bare og så hende ved vinduet. Hun har siden fortalt at det gav hende sådan en kraft, at hun overlevede. Børnehjemmet var en barsk oplevelse, med kæft trit og retning, men jeg fik lært at strikke strømper, så mor fik sådan et par, det har hun tit snakket om. Hun blev rask igen, og vi kunne flytte hjem igen. At vi boede i en natur skøn egn, forstod mor meget at udnytte. Vi besøgte Dresten de Sachsische Schweits, Meissen og meget mere. Alt foregik med banen eller på gåben, tid langs baneskinner, som jeg syntes var irriterende da mine skridt var for små.
 
Vi børn havde mange muligheder for aktiviteter, men vi måtte ikke melde os til Pionerorganisationer, synes mor, og det medførte problemer. Mor syede uniformer til os, men det var jo ikke i orden. Og så var der problemer når huset skulle pyntes til 1. maj møder. Det var jo en funktionærbolig.
 
Far og mor vil ikke anerkende Oder-Neisse grænse!!!
(Schlesien som blev givet til Polen) Klaus havde problemer i skolen fordi han forsvarede de hjemlige synspunkter.
Så en dag skulde far på omskoling, og samtidig skulde Klaus på et ungdomslejer.
Mor var meget utryk ved situation, hun havde hørt at unge var bleven sendt til Sibirien.                                                                                                                         
 
Hun kunne ikke komme i kontakt med far. Så hun besluttede sig til at rejse til adressen og tjekke stedet hvor Klaus skulde møde. Hun skrev besked til far, og fortalte at hun vil rejse til Vestberlin hvid hun ikke føler sig tryk ved situation.
På stedet fandt hun ikke andet end en politistation.
Så var der ingen tvivl for mor, hun købte bilet til Berlin, og fordi hun kun havde en håndtaske, var det let at overbevise grænsepoliti om at hun skulde på familiebesøg!  I Berlin søgte hun opholdstilladelse og kom i en lejer i Tempelhof til man havde undersøgt rigtigheden af hendes flugt!
 
Da far kom hjem fra hans kursus, havde man allerede undersøgt hjemmet, og læst brevet. Han måtte ikke forlade DDR men skulde prøve at få os til at vende hjem igen.
Der blev givet ham et 4 timers udrejse tilladelse, mødet var ved Brandenburger tor! Far var ganske forandret han var glad for regimet og skulde til at starte sit eget værksted, og vi skulde vende tilbage!
Det turde mor ikke tro på.
Den 22. 5. 1953 fik vi opholdstilladelse. Ventetiden var hård, og mor fik nervesammenbrud og måtte have læge!
Så blev det endelig vores tur til at forlade Tempelhof, og vi blev fløjet til den østfrisiske Ø Borkum! Mor søgte arbejde i tekstilindustri som syerske og så måtte vi flytte til Bocholt i Vestfalen.  
- Erika
Klaus og Erika
Elisabeth og Erika
Schlossermeister Richard
Her blev mor Elisabeth fængslet for at samle aks
Vores første hus i DDR (Dürröhrsdorf).
Resi's stald
DDR pionerer
Luftbroen til og fra Berlin, Tempelhof
Klaus, mor og jeg på øen Borkum
Historie, Breslau
Gamle papirer
Erika og Klaus Augustastrasse Breslau 1942